|
Identificering af bamser
En af museets aktiviteter er identificering af bamser og tøjdyr. Først og fremmest forsøger vi, at få så mange som muligt af museets egne objekter bestemt, men hjælper også gerne andre med at identificere deres bamser. Tidsbestemmelse: Vi prøver at indkredse den periode, hvor bamsen er fremstillet. Ophavsland: Vi prøver at finde frem til, hvor den er fremstillet. Om muligt hvilken fabrik, den kommer fra. Værdi: Vi afholder os for det meste fra at vurdere bamsen, men henviser til auktionsfirmaerne. En stor hjælp til identificeringen af en bamse er at finde frem til, hvad den er lavet af. Det gælder først og fremmest plys, fyld, potestof og øjne. Er den udstyret med en label eller andre mærker, er det selvfølgelig en fordel. Vi giver også gode råd om bamsers restaurering og vedligeholdelse.
Bamseforum
Under denne rubrik vil vi bringe billeder af egne og andres bamser, som vi efterlyser hjælp til at identificere. Hvis du har en bamse, som du mangler hjælp til, så send en e-mail med billeder (jpg-format) af den set forfra og i profil samt gerne af karakteristiske detaljer. Udover billederne er det vigtigt at sende så mange oplysninger som overhovedet muligt om bamsen. Den vil så blive offentliggjort i Bamseforum enten med vores identificering og/eller med en efterlysning af hjælp. Vi håber Bamseforum vil blive flittigt benyttet, og glæder os til at stifte bekendtskab med dine ukendte bamser.
|
|